Opstaldning føl og plage

Equinito tilbyder opstaldning af føl og plage. Vi har erfaring med unge heste i løsdrift, og mange af vores valg beror på den erfaring. Vores passion er at give den unge hest en god start på livet under ordnede forhold.

Faciliteter
Vi råder over en løsdriftsstald med tilhørende folde, som sikrer hestens frie bevægelse. Vi har plads til både hopper og hingste i følbørnehave. Flokstørrelsen ligger på ca. 10-12 stk. og her tilgodeses deres sociale behov.
Fodring af den unge hest er afgørende for deres fremtid som ridehest, derfor får vi lavet grovfoderanalyse og foderberegninger svarende til hestens alderstrin. I sommerhalvåret kommer flokkene ud på de bakkede græsarealer i Randbøl, hvor de tilses dagligt og har fri adgang til vitaminer og mineraler.

Hverdagen
Alle føl får en halsrem med nr. på ved ankomst, og bliver tilvænnet opbinding i forbindelse med fodring. Dette sikrer ro i flokkens hierarki under fodring. Vi prioriterer at have en kontinuerlig omgang med både føl og plage, for at skabe tillid mellem mennesker og dyr. Dermed mindskes stress i forbindelse med både dyrlæge og smed.
Optimal benstilling er vigtigt for holdbarheden af ridehesten. Derfor sørger vi for regelmæssig beskæring af registreret beslagsmed på ejers regning.

Vi ønsker at bidrage til en optimal begyndelse på det voksne liv efter fravænning, og nyder at se hestene vokse op.